Mørkøv Idrætsforenings Tennisafdeling’s historie
Mørkøv Idrætsforening (M.I.F)
Mørkøv idrætsforening består af en tennisafdeling, en fodboldafdeling, en badmintonafdeling og sidst tilkommen en billardafdeling.
I 70’ene blev MIF’s idrætsanlæg flyttet fra en placering midt i byen til den nuværende placering på Skamstrupvej. Det gamle idrætsanlæg indeholdt to fodboldbaner samt en asfalteret tennisbane. Det nye idrætsanlæg, der blev anlagt i tilknytning til Mørkøvhallen kom til at indeholde 4 fodboldbaner og 2 håndboldbaner. Se mere på www.morkovif.dk
Byens idrætsforeninger er fælles om hal og idrætsanlæg
Mørkøvhallen er en selvejende paraplyorganisation bestående af Mørkøv idrætsforening (tennis, billard, fodbold og badminton), Mørkøv KFUM (håndbold) og Skamstrup Gymnastikforening.
Stiftende tennismøde den 29. marts 1988
Mørkøvhallens bestyrelse, med den daværende formand Edvard Larsen i spidsen, besluttede i 1988, at det nu var på tide at udbygge idrætsanlægget med et par tennisbaner og inviterede byens borgere til et stiftende tennismøde i Mørkøvhallen den 29. marts 1988. Der var stor tilslutning blandt byens borgere til projektet, og mange skrev sig på en tilmeldingsliste og indbetalte samtidig et halvt års kontingent.
Frivillig arbejdskraft etablerede banerne
Tennisbanerne blev anlagt ved hjælp af frivillig arbejdskraft og finansieret via overskuddet fra årets påskebal. Entreprenørerne Kristian Hansen og Egon Andersen stillede maskiner og chauffører gratis til rådighed for opførelsen af banerne.
Stiftende generalforsamling
Den stiftende generalforsamling foregik den 11. maj 1988, og den første bestyrelse kom til at bestå af Bo Eriksen (formand), Søren Hansen (næstformand), Arne Geertsen, Birgitte Thrane (sekretær), Valdemar Henriksen (kasserer)
Banerne blev indviet den 31. juli 1988
Den 31. juli 1988 blev banerne indviet på en dejlig solrig sommerdag. Mange var mødt op til åbningshøjtideligheden, hvor der udover taler, var arrangeret spil på banerne. Nogle af de første bolde blev slået af Kristian Hansen og Egon Andersen, der havde været nogle af drivkræfterne i etableringen af banerne.
Det første år blev 125 personer indskrevet som medlemmer af foreningen.
Valdemar Henriksen
Klubbens første kasserer
og stadig aktiv på banen.
|